8 WTF øjeblikke som alle forældre kan relatere til

Det kræver kaffe. Det kræver kaffe i rigelige mængder at blive forældre. Jeg har i mine snart 7 år som mor alligevel skulle stå model til en hel del. Jeg er blevet spulet til med lort af min førstefødte. Et ble-skift, hvor man med et vanligt tag om begge ankler, snupper begge barnets sprælske ben, så de ikke havner i efterladenskaberne. Under dette greb, løfter man selvfølgelig benene en smule op over barnet, hvilket giver et lille pres på maven. Et pres, der under et bleskift resulterede i afføring ud over mig og sofaen, hvorpå jeg skiftede hende. Vi snakker ikke fast puba her – vi snakker remoulade-agtig gul masse, der bliver spulet ud alle steder. Ungen var tilfreds – mig? Not so much.

 

Bevares, jeg vil ikke sige jeg er sart. Men afføring i ansigtet, håret og på min sofa er alligevel lidt over min grænse.  Jeg vil heller ikke vide, hvor mange gange jeg har samlet ungen op, fra enten en lur, legetæppe eller whatever, og man kan mærke den der våde stribe bagerst på body’en. I ved, den der render fra bleen, hele vejen op ad ryggen og er man rigtig heldig, munder den ud i nakkehårene og vups, så skal barnet bades og vasketøjsbunken vokser med pendulfart.

 

Disse oplevelser har ledet til dette indlæg, hvor jeg i mit stille sind, har nået at tænke WTF et par gange eller 100..

 

1. Når man ser hvor meget afføring så lille et menneske kan indeholde

 

Jo vist, de spiser da – begge mine børn har altid været meget glade for mad. Og hvad der kommer ind, skal ud. Men det kommer altså stadig bag på mig den dag i dag. Elinor var 3 år da hun glad proklamerede “at hun skider som en voksen mand.” Man bliver som mor noget så stolt. Jeg er glad og lettet over at peristaltikken intet fejler. Motherhood og afføring går hånd i hånd. Men det ændrer ikke på det faktum at lort hører til i toilettet eller i bleen. Hverken på mig, sofaen, bilsædet, badet, gulvtæppet, græsset eller hvor pokker mine unger i tidernes løb nu har valgt at dreje en vase.

 

2. Når sygehuset bare sådan uden videre sender dig hjem med din baby

 

Begge mine fødsler har været ambulante. Ved min førstefødte kom vi hjem omkring kl 20 om aftenen. Jeg ville selv hjem, til trods for det søde personale spurgte om vi ikke ville blive natten over, når nu det sneede så kraftigt udenfor. Men jeg stædige asen, ville have at min datters første nat skulle være derhjemme. Så de sendte os ud af døren, bare sådan uden videre – ønskede os al held og lykke og farvel. Hvad så nu? Vi kom hjem intetanende og uforstående overfor den virkelighed det er at have et barn. Det er på alle måder så bizart at forlade sygehuset, et menneske rigere og på få timer blevet voksen og ansvarsfuld. Ifølge bogen i hvert fald..

 

3. Når dit barn “svarer igen” allerede før det har lært at snakke

 

Har i prøvet det? Elinor nægtede at spise alle former for hjemmelavet mos. Jeg havde som førstegangsmor selvfølgelig brugt timer i køkkenet – på at lave pureer, frugtmos, grøntsagsmos mm. I små sirlige portioner, lige til at varme og fodre barnet med. Gad hun have det? Næh!!

Og her kommer øjeblikket så. Øjeblikket hvor ungen kan formå at få en lillebitte skefuld ærtemos, til pludselig at syne 1/2 liter, når hun i arrigskab flår det ud af munden, kaster det i alle hjørner og kanter af køkkenet, mens du selv søger dækning bag køkkenskabene. 1-0 til barnet.

 

Eller min nr. 2 – der synes at det fedeste var at kravle hen til potteplanter og æde jord derfra. Flyttede man ham, eller irettesatte ham, lod han sig falde – helst så han slog hovedet – mens han SKREG så naboer og Ruslands folkefærd kunne høre ham. Jeg vil ikke vide hvor meget jord han har formået at få høvlet indenbords, men klart for begge tilfælde er at de tydeligt er i stand til at svare igen uden at bruge sprog.

 

4. Når du taber diskussionen mod din 2-årige

 

Jeg siger ikke at jeg er mere velformuleret end den generelle danske befolkning. Jeg siger ikke at min intelligens er ud over det sædvanlige. MEN… Det er mig stadig et under hvordan f*nden jeg kan tabe en diskussion mod en 2-årig, hvis ordforråd begrænser sig mere eller mindre til ordet “NEJ!”

 

5. Når det går op for dig hvor mange almindelige ting i hjemmet, der rent faktisk kan slå dit barn (eller dig) ihjel

 

Listen her er jo uendelig. Vi kender alle til stikkontakterne og brændeovnene. Vi kender til samtlige faldrisici, når ungen kommer i klatre-fasen. For slet ikke at tale om kvælningsfare, giftige planter og alt andet der måtte findes indendøre. Det er der nu ingen spøg i. Men ærligt, hvorfor er der ingen der har nævnt hvor farlige trip trap stolen er? Jeg er sikker på min lilletå er blevet slået ihjel X mange på grund af den.

 

6. Når det går op for dig hvor ens dit barn og dit kæledyr er

 

Her skal i lige tænke på afsnittet omkring afføring igen.

Jeg vil heller ikke vide hvor mange gange jeg siger “dyyyyygtiiiig” til ungerne i samme toneleje, som jeg gør til hunden. Jeg har også taget mig selv i lige at klappe dem lidt på hovedet. Ingen af dem har kommenteret på det – tværtimod, lader især “dygtig”-delen til at have en positiv effekt.

 

7. Når dit barn opdager sine kønsdele

 

Jeg ved ikke hvor meget mere jeg kan skrive her. Jeg ved heller ikke om jeg skal rose, ignorere eller hvad jeg skal gøre, når min søn stolt fortæller at hans wee-wee til tider bliver større. Heldigvis lader det til at denne delen af oplysninger og interesse er dalende. Den var værre ved 2-3 års alderen. Jeg ved dog godt det kun er et spørgsmål om tid, før interessen kommer igen. Jeg trøster mig dog med at det bliver bag lukkede døre til den tid, og uden at jeg skal involveres.

 

8. Når du for alvor lytter til teksten i børnesangene, du synger

 

Højt på en gren en krage – den er så munter og glad. Og handler om at kragen bliver skudt ned og dør!?

Tyv! Ja, tyv – kender i den? Vi sang den tit i folkeskolen med en sangleg til. Tyven bliver kaldt tyven, fordi vedkommende stjal en ven. Altså.. WTF!?

Elefantens vuggevise – ved husker vel alle at det IKKE var en kokosnød barnet i starten fik som rangle.

Spørge Jørgen – Jørgen får smæk af sin far og lagt i seng fordi han spørger om ting. Behøver jeg sige mere?

For slet ikke at tale om alle de triste, som sætningen i Solen er så rød, Mor – hvor mågerne og ternerne ikke har noget sted at bo. Snemand frost og frøken tø er også en af dem der rammer mig lidt hver gang.

 

Hvad siger i? Kan i nikke genkendende? Har i andre WTF-øjeblikke jeg har glemt eller slet ikke er nået til endnu?

-- Cilla