De voksnes ulvetime

Jeg ved jeg umuligt er den eneste der går sukkerkold omkring eftermiddagstid.

Snickers-baren i slikskuffen skriger ens navn.

De bløde lakridser giver sætter allerede skub i spytkirtlerne bare ved tanken.

Den ene M&M man tillader sig selv bliver pludselig til 5.. 10.. Okay, 15 stk. Okay, okay, en hel pose. Alternativet med en lille håndfuld nødder er bare på ingen måder satisfying nok.

 

Bevares, jeg har forsøgt at holde mit blodsukker stabilt. Jeg har taget en kold tyrker fra raffineret hvid sukker. Jeg har spist en banan når den første sukkertrang meldte sig. Jeg har forsøgt mig med LCHF. Jeg har sågar levet på KETO-kuren i næsten en uge (en diæt helt uden kulhydrater). Jeg har faktisk stadig uåbnet måleapparat og strips stående i skabet. Jeg vil vove at påstå jeg er en helt almindelig kvinde, der som så mange andre, har forsøgt mig med mange alternativer, slankekure og diæter – dels for at blive sundere og dels for at tabe sig.

 

Men sukkeret har et fast greb på mig. Jeg er en sucker for chokolade, kage, chips og bland-selv-slik med ungerne. Jeg forsøger stadig, at finde bedre alternativer til den der ulvetime. De der par timer efter arbejde, inden aftensmad, hvor energiniveauet er på sit laveste. Til dem der nu vil foreslå kaffe – Nej! Så simpelt er svaret. Jeg drikker kaffe fra jeg står op, til jeg går i seng. Koffeinen stoppede med at virke da jeg var omtrent 18 år. Jeg kan sågar mindes en dag eller to, hvor jeg rent faktisk er i tvivl om jeg overhovedet har drukket vand, men blot kaffe.

 

Jeg har efterhånden accepteret at min mave, nok altid vil føles som en blød franskbrøddej. Jeg har accepteret at jeg aldrig kommer til at ligne de smukke kvinder, der vælter op på min instagram og stikker mig i øjnene, med deres laaaange, brune modello-ben, flade maver og veltrænede popo’er. Jeg beundrer dem. Men jeg misunder dem ikke længere. Jeg er i alt sin enkelthed for glad for chokolade. Et stykke friskbagt kage. Hvid brød med smør. Jeg kunne blive ved. Det er i min verden livskvalitet.

 

Dette skal på ingen måder forståes som at jeg ikke er glad og tilfreds for min krop. Jeg ved at jeg ikke har noget at brokke mig over. Jeg ved også at langt de fleste ville mene, at jeg ikke skal tabe mig. Jeg tror dog ikke på at der findes én kvinde her på jorden, der er tilfreds med sig selv og sin krop – jeg tror så heller ikke på at det er sundt at være fuldt ud tilfreds, for hvordan skal vi så nogensinde kunne udvikle os?

 

Men tilbage til den der følelse af at gå sukkerkold. Den giver hovedpine til tider, gør gnaven og træt. Hvad pokker gør man ved den? Til de fellow personer derude, der også kæmper med den – hvad gør i?

 

-- Cilla